Menu

DU MÅ IKKE!… (SIGE NEJ)

Når man som jeg arbejder med udviklingsstøtte og samspil, så kan man rammes lidt af en arbejdsskade…
Eller ret beset, så aner jeg jo ikke, hvad andre gør – men mine øjne og ører fanger ind i mellem en lille episode, der sætter tanker i gang hos mig.

Forleden dag passerede jeg i byen en far med et grædende barn på armen.
Jeg hører far sige til sønnike med en lidt brysk stemme: “Jeg vil simpelthen ikke havde det. Forstår du det?”
Sønnike der måske er 2 – 3 år (jeg stillede mig jo ikke op og gloede, men gik bare forbi) – han var i hvert fald lille nok til at sidde på fars arm. Og der sad han med fremskudte læber, nedslået blik og nikkede, mens han også smågræd.

Jeg aner ikke, hvad der er gået forud og er helt sikker på, at far har de allerbedste ønsker om at lære sin dreng god og acceptabel adfærd.

Den lille episode fik mig bare til at tænke lidt over, hvorfor det mon er sådan, at vi har det med at tro, at god adfærd læres ved at få at vide, hvad man IKKE MÅ?

For mange år siden kendte jeg en dreng på fem år, der havde en reserveret bås på skideballernes holdeplads. Han fik mange gange i løbet af en dag at vide, at skulle holde op / lade være – at han skulle “opføre sig ordentligt”.
En morgen kom hans mor og fortalte mig, at han samme morgen havde siddet og været trist ved morgenmaden. “Mor de siger i børnehaven, at jeg skal opføre mig ordentligt. Men hvordan gør jeg det?”

Han lærte mig om nogen, at vi skal tænke os om, når vi siger “nej” og “du må ikke”.
For de velmenende pædagoger havde helt glemt at fortælle ham, når han faktisk gjorde noget rigtigt / godt / kreativt / venligt. Så han vidste ikke, hvad han skulle gøre for at “opføre sig ordentligt”.

Men hans spørgsmål til mor den morgen viste os, at han faktisk gerne ville samarbejde med de voksne.

Den lille dreng der sad på sin fars arm og nikkede, da far spurgte “forstår du det?”, viste også sin vilje til at samarbejde. Men om han nu rigtig forstod, hvad far mente, vil jeg tillade mig at stille spørgsmålstegn ved. Men jeg tror, at han forstod, at han skulle gøre noget andet for at få far til at finde den venlige stemme frem igen.

Der tales for tiden meget om, at børn skal kunne forstå et NEJ. Forældre taler om, at de skal lære at sige NEJ til deres børn. (Ellers gør eksperter, lærere, pædagoger – og sågar politikere).


(Foto: Lene Jakobsen)

Det er bliver mig en gåde, hvorfor det der NEJ er så vigtigt.
“Nej” fortæller historien om ikke at lykkes, ikke forstå, ikke at slå til

Børn skal guides til at forstå / til at kunne selv / til at samarbejde / til at vente / til at være en god ven.
Børn vil så gerne samarbejde – og det fedeste er at ku’ ku’, men hvis man farer vild er det bare fedt at få peget på den sti, man forventes at træde.
Den er jo fuld af afveje, andre muligheder og fristelser 🙂

Tak til dig der læste med helt til enden.
Kh
Lene