Menu

”DEN SVÆRE SAMTALE”

– hvad er det for en størrelse?
Hvorfor er den svær? Og for hvem er den svær?

Det emne er der allerede skrevet mange tykke og kloge bøger om, men jeg vover alligevel et lille indspark, da samtaler og dialoger med forældre / pårørende optager mig.

Lad mig starte med en fortælling:
For nogle år siden tog et dagtilbud kontakt. De havde et lille barn, som de gerne ville hjælpe. Forældrene var unge og ressourcesvage, fortalte personalet mig, og der var en del konflikter, særligt mellem mor og barn.
Et møde blev aftalt i dagtilbuddet og ”jo tak” forældrene ville da gerne modtage vejledning, men det skulle dagtilbuddet vel også så?
Vi startede i hjemmet med Marte Meo og efter 1. tilbagemelding, hvor vi talte meget om at SE barnet, fordi det er så vigtigt at indhente informationer om, hvad barnet er optaget af og hvad barnet kan (og ikke kan). Så kan vi meget bedre hjælpe barnet med at lære at samarbejde med os.
Tjuhej der var hul igennem ”de svage ressourcer” – det gik over stok og sten, det rykkede og forældrene tog syvmileskridt sammen med deres barn.

Egentlig syntes dagtilbuddet ikke, at det var dem, der havde det største behov for at blive kigget på i samspillet med barnet, men vi havde jo aftalt en film der også.
Forløbet var ikke langvarigt og afsluttedes efter et opfølgende møde, hvor både personale og forældre deltog.
Alle var enige om god udvikling – HURRA!

Og nu – efter en kort udgave af en lang historie – kommer min pointe!
Da god udvikling er konkluderet og mødet skal afsluttes, kigger Mor på Leder og siger: ”Og så vil jeg gerne have, at vi ikke længere kaldes for en ressourcesvag familie”.

For hvad er det for en scene, vi sætter til en samtale, når vi formulerer, at vi skal have ”en svær samtale med ressourcesvage forældre”.
Hvori består det svære?

For hvem er det svært?
Er det en svær samtale for personalet?
Personalet skal formidle en bekymring af en slags (ellers er det vel ikke svært) – hvad vi ser, hvad vi fagligt har af viden og måske nogle forslag til en indsats..
En hypotese ku’ måske være, at det svære består i en særlig dagsorden om, at forældrene skal se eller forstå noget på en helt særlig måde. Jeg har i årenes løb ind i mellem hørt kolleger sige ”De forældre skal forstå, hvad det er for et barn, de har”.
Jeg tror personligt, at det har forældre ret fint greb om – fra forældrepersektivet.
Men hvad er så det svære?
Måske det ku’ handle om de følelser, der kommer i spil for både forældre og personale. Vi har dem selv (altså følelserne) og vi møder dem i alle afskygninger, når vi taler med andre mennesker om noget, der er vigtigt.
Måske er det sværeH ”hvordan får jeg formidlet min bekymring uden at vækkke vrede / gøre dem kede af det,”?

Er det for forældrene, det er en svær samtale?
Er det det, vi mener?
Det ved jeg ikke, om det er.  Men jeg tror, at det for de fleste forældre er svært og følelsesladet at have samtaler om børnene (og kan man overhovedet tale om mit barn, uden også tale om min forældrekompetence??)

Det er interessant at kigge på de narrativer, vi bruger.
Jeg tænker, at det er svært at gå ind til en samtale, der allerede er defineret som ”svær”, inden den er gået i gang.
Gad vide, hvad det ville gøre for mødet, hvis vi i medarbejdergruppen talte om det som en ”oplysende samtale”, en ”spændende samtale”, en ”interessant samtale”?
Måske man ville bringe en anden energi med til mødet med forældrene.
Og måske det ville rykke ved magtbalancen i rummet?
Tør vi afgive magt til forældrene i samtalen?
Tør vi afgive kontrol i samtalen?
Tør vi lade os inspirere af de forældre, som vi har en tendens til at kalde ressourcesvage og indkalde til ”svære samtaler”?

Jeg tor, vi bliver nødt til det!
Og jeg tror, det kan vise sig at være udviklende for både medarbejdere og forældre.

Jeg har stor lyst til at lege med at redefinere ”den svære samtale”, at lege med at afgive magt i samtalerummet – og gøre netop ”samtale rummet” til noget, vi gør ”sammen”.

Jeg vil slutte med at runde den lille fortælling, jeg startede med.
Det jeg holder så meget af i den historie er, at Mor udfordrede den definerende magt (lederen), da hun redefinerede sin lille familie som en familie, der ikke  var ressourcesvag.
Hun tog ansvar, hun tog ejerskab. Hun ligestillede sig selv i relationen med dagtilbuddet.  Måske tog hun lige der magten over eget liv?

Mon vi kan gøre den svære samtale nemmere for alle parter, hvis vi tænker og taler anderledes om den?

Hvis du læste med helt her til enden – så tak for tålmodigheden!

KH
Lene